Vægtstangssæt

To ting bliver konsekvent blandet sammen, når man køber sit første vægtstangssæt, og de har hver sin konsekvens. Hulmålet i vægtskiverne afgør, hvad der passer sammen — og det binder dig, hver gang du senere vil udvide. Stangens belastningsgrænse afgør, hvor langt du kan komme. Det er den anden, der reelt stopper folk, og det er den, der oftest ikke står på produktsiden.

Denne side handler om de to tal, om hvorfor 25 mm-udstyr ikke er forældet, om hvad et sæt fra et varehus faktisk mangler i forhold til et specialistsæt, og om hvorfor billige skiver sjældnere går i stykker end deres ry siger — men alligevel løber dig tør for plads på stangen.

Hvad er et vægtstangssæt?

Et vægtstangssæt er en vægtstang solgt sammen med et udvalg af vægtskiver og de låse, der holder skiverne på plads. Det er den billigste vej til at komme i gang med barbell-baseret styrketræning derhjemme, fordi du får de dele, der skal passe sammen, i ét køb frem for at skulle sammensætte dem selv.

Du ser sættene under flere navne. Vægtstang sæt i to ord, vægtsæt, skivestangsæt og OL-sæt bruges alle om det samme, og "OL" står for olympisk, som er en betegnelse for et bestemt hulmål frem for en kvalitetsklasse. Mere om det lige nedenfor.

Et typisk sæt indeholder én lige stang, mellem seks og tyve skiver i forskellige størrelser og to låse. Nogle sæt indeholder desuden to korte håndvægtsstænger, så de samme skiver kan bruges til håndvægte — og det er en mere brugbar egenskab, end den lyder, som du kan se i afsnittet om hulmål.

Hulmålet er det ene valg, du er bundet af

Vægtskiver og vægtstænger findes med to hulmål på det danske marked, og de kan ikke bruges på hinandens stænger.

• Ø25 mm, ofte kaldt standard eller på dansk skolevægte. Nogle producenter angiver 28 eller 30 mm for det samme grundformat.
• Ø50 mm, kaldt olympisk eller international.

Forskellen er ligetil, men konsekvensen er stor: skiver med 25 mm hul kan ikke sættes på en 50 mm stang. En bruger, der var ved at købe et billigt sæt, fik netop den advarsel og skrev bagefter, at det var noget han aldrig selv havde tænkt på. Det er værd at tage alvorligt, fordi det er den ene beslutning i kategorien, du ikke kan lave om uden at købe alt igen.

Et forvirrende detalje, der er værd at få af vejen: du vil se både 30 og 31 mm, og både 50 og 51 mm. Det er ikke fire standarder, men to. Tallene måler henholdsvis stangens ende og skivens hul, og hullet skal naturligvis være en smule større end enden, for at skiven kan komme på. Ser du 30 og 31 nævnt på samme produktside, taler de om det samme.

Stangens greb og stangens ender er to forskellige mål

Det her er den enkeltoplysning, der opklarer mest i hele kategorien, og den bliver næsten aldrig sagt.

Når en vægtstang markedsføres som "28 mm", er det grebsdiameteren — den del, hænderne ligger på. Hulmålet gælder enderne, hvor skiverne sidder. De to tal er uafhængige af hinanden. En erfaren bruger formulerer det kort til en, der troede en 25 mm-stang måtte være tynd at holde om: den del, hvor hænderne er, er den samme som på en olympisk stang — det er kun enderne, der er forskellige.

Der findes faktisk stænger med 32 til 35 mm skaft og 25 mm ender, altså et tykkere greb end de fleste olympiske stænger kombineret med det lille hulmål. De er sjældne, men de findes, og de viser, at de to mål ikke hænger sammen.

Grebsdiameteren er i øvrigt sin egen egenskab. Et tykkere greb kræver mere af grebsstyrken, hvilket nogle bruger bevidst som træning, mens andre finder det generende under tunge dødløft. Ligger du i den lette ende, eller har du små hænder, er en tynd stang lettere at holde fast.

Det, du reelt mister ved 25 mm: enderne roterer ikke

Her er svaret, alle leder efter, og det er mere præcist end "olympisk er bedre".

På en olympisk stang roterer enderne i forhold til skaftet. På de fleste 25 mm-stænger gør de ikke. Betydningen er specifik: i de olympiske løft — stød og træk — drejer stangen kraftigt i forhold til kroppen, og hvis skiverne ikke kan følge med, presses vridet ud i håndleddene. En erfaren bruger forklarer det som, at det roterende ende netop stopper det vrid.

Men laver du ikke de løft, betyder det ingenting. Samme tråd — den mest læste vi fandt, med 274 opstemninger — blev startet af en, der squatter 180 kg, dødløfter 220 kg og bænkpresser 140 kg på 25 mm-udstyr. Det bedst opbakkede svar er ligetil: hvis det bærer vægten, og du ikke har problemer med det, og du ikke skal konkurrere, går du ikke glip af noget. En anden formulerer det kortere: medmindre du konkurrerer, er vægt vægt.

Forummet driller endda sin egen dogmatik. En kommentar hævder ironisk, at det er umuligt at opnå fremgang uden en olympisk stang, hvorefter en anden spiller med og fortæller, at han trænede i årevis uden fremgang, indtil en ven forklarede ham problemet — og at han seks måneder efter at have købt en olympisk stang vandt Mr. Olympia.

Der findes et reelt modsvar, og det er værd at kende. På vægtløftningsforummet, hvor folk netop laver de olympiske løft, er holdningen den modsatte: 25 mm kaldes et forbrugerformat, der ikke bærer nævneværdig vægt, og rådet er at bide i det sure æble og skifte. Begge har ret om hver sin brug. Skal du lave stød og træk, skal du have 50 mm. Skal du squatte, bænke og dødløfte, er det ikke hulmålet, der begrænser dig.

Det, der faktisk begrænser dig: stangens belastningsgrænse

Og her bliver det konkret, for tallene i kategorien spænder vildt.

En bruger fik sin syv fods 25 mm-stang bøjet ved 150 kg squat — mens hans tredive år gamle, kortere stang havde holdt 200 kg og stadig var lige. En anden kunne slet ikke finde en 25 mm-stang mærket til mere end omkring 45 kg. En tredje har en, der er mærket til 115 kg, og har allerede nået grænsen. Og en fjerde har en mærket til 160-180 kg, som holdt 225 kg uden at tage skade.

Med andre ord: tallet er producentens eget, og der er ingen fælles metode bag. Der findes en europæisk standard for stationært træningsudstyr, EN ISO 20957, men den dækker bænke og stativer frem for stangen selv, og derfor er der ikke noget, tallene måles ens imod.

Brugerne er selv uenige om, hvor meget margin der ligger i et sådant tal. Én advarer direkte: en sikkerhedsfaktor findes for at dække produktionsfejl, og går man over grænsen, kan et brud føre til alvorlig skade. En anden mener, at faktoren dækker fejl plus en betragtelig margin oveni, og at en stang mærket til 160 kg formentlig kan bære 200 kg uden problemer. Vi kan ikke afgøre det, og derfor anbefaler vi ikke at overskride tallet.

Det handlingsanvisende er enkelt: belastningsgrænsen skal stå på produktsiden. Gør den ikke det, ved du ikke, hvad du køber. Og har du et mål om at squatte tresifret, skal du lægge dit forventede maksimum plus en margin til grund frem for det, du løfter i dag.

25 mm er ikke forældet — det er bedre til håndvægtsstænger

Det her vender kategoriens præmis om, og det kom frem i en tråd, hvor nogen spurgte, om folk stadig bruger 25 mm-skiver.

Svarene var ikke nostalgi. De var en liste over ting, hvor 25 mm er det rigtige valg:

• Justerbare håndvægtsstænger. Flere brugere bruger 25 mm-skiver netop dertil. Én skriver, at skiverne på cirka 3,5 kg er den perfekte størrelse til hans håndvægtsgreb.
• Små maskintilbehør. En bruger med et ben-curl- og benstræk-tilbehør til sin bænk skriver ligeud, at hans olympiske skiver er fysisk for store til at passe, hvorfor 25 mm-skiverne klarer opgaven.
• Prisen på brugtmarkedet. 25 mm-skiver kan fås meget billigt brugt, netop fordi færre vil have dem.

En bruger opsummerer: han bruger begge formater næsten hver træning — olympisk til stangen i stativet, 25 mm til håndvægte og maskiner.

Konsekvensen for dit valg er, at spørgsmålet ikke er "billig begynder eller seriøs løfter", men hvad vægten skal bruges til. Skal du have justerbare håndvægte eller et håndvægte sæt ved siden af, er der en reel fordel i 25 mm. Skal stangen bære tungt i et stativ, skal du have 50 mm.

Der er ét modsvar, som er værd at have med: en bruger, der bruger 25 mm-skiver til håndvægte, peger på, at roterende greb på håndvægtsstænger er så vigtigt, at han hellere ville købe færdige skiveladede håndvægte.

Skivernes diameter ændrer dødløftets starthøjde

Et konkret tal, som ingen dansk produktside nævner, og som overrasker de fleste.

Olympiske skiver har en fastlagt ydre diameter, så stangen ligger i en bestemt højde over gulvet, når den er lastet. Mindre skiver har mindre diameter, og så ligger stangen lavere. En bruger, der løfter på 25 mm-udstyr, har målt forskellen på sit eget: cirka 3 cm lavere end med olympiske skiver, hvilket han beskriver som at dødløfte fra en lille forhøjning omvendt — altså et deficit.

Det er både en ulempe og en fordel, og det er værd at vide hvilken af de to der gælder for dig. Er du høj eller har lange arme, gør de sidste tre centimeter starten mærkbart sværere. Er du interesseret i en længere bevægelse og mere arbejde pr. gentagelse, får du den gratis. Skal du sammenligne dine tal med en tabel eller med træningskammerater i et center, er stangen omvendt ikke i samme højde som deres.

Støbejern, gummi eller vinyl med cement

Skivematerialet er kategoriens anden store beslutning, og den udbredte kritik rammer forbi.

Det, folk siger: billige vinylskiver med cementkerne går i stykker.

Det, kilderne peger på: de går sjældnere i stykker end ryet siger, men de er meget mindre tætte. Den præcise formulering fra en bruger, der havde undersøgt det, er, at de billige skiver er mindre tætte, og at man derfor på et tidspunkt får svært ved at få nok vægt på stangen til squat og dødløft. Det er et geometriproblem: der er kun en bestemt længde ende at fylde op, og tykke skiver bruger den hurtigere.

Og modvægtene er både flere og lige så konkrete. En bruger, der har bygget om på en maskine med vinylskiver, skriver at de virker fine. En anden formulerer det pragmatisk: vægt er vægt, behandl dem ordentligt, og de holder, til du vil opgradere. Om hjemmestøbte cementskiver bemærker en tredje, at de ser ud som om de kunne holde i flere menneskealdre.

Den reelle daglige irritation ved billige skiver er noget helt tredje: trinstørrelsen. En bruger med skiver på 7 kg pr. stk. kalder det direkte irriterende, og en anden siger, at han under ingen omstændigheder ville leve med så skæve spring. Skæve trin gør progressionen svær at planlægge.

Kort om de tre materialer:

• Støbejern er tættest og holder praktisk taget evigt, medmindre det står ude og ruster. Det er også hårdt mod gulvet og larmer.
• Gummibelagt støbejern er dyrere, men mere skånsomt mod gulv og stang og langt mere stille.
• Vinyl med cementkerne er billigst og tykkest pr. kilo. Fint at starte på, en flaskehals senere.
• Bumperskiver er den ene type, der er beregnet til at blive tabt fra hoftehøjde. Det er fuldgummi med en metalindsats, de har samme diameter uanset vægt, og de er dyrest. De hører til, hvis du laver olympiske løft eller løfter uden stativ.

Vil du kun udvide med skiver frem for at købe et helt nyt sæt, har vi en selvstændig kategori med vægtskiver.

Stangens egen vægt tæller i sættets kilotal

Et sæt, der markedsføres som 30 kg, indeholder ikke 30 kg skiver. Stangen er med i tallet, og den vejer en del.

• Fuldlængde olympisk stang, 220 cm: 20 kg. Det er standardvægten, og den er fastlagt.
• Damestang, 200 cm: 15 kg. Tyndere skaft, hvilket gør den lettere at hooke for små hænder.
• Kort olympisk stang, 180 cm: 12,5 til 15 kg. Samme hulmål, mindre pladsbehov.
• 25 mm-stang: typisk omkring det halve af en olympisk, altså 7 til 10 kg afhængigt af længde.

Det betyder to ting. For det første er "30 kg sæt" og "70 kg sæt" ikke sammenlignelige, før du ved, hvad stangen vejer — i et lille sæt kan stangen være en tredjedel af det samlede tal. For det andet er en let stang en fordel, hvis du starter forfra: du kan begynde lavere. En bruger nævner netop det som en legitim grund til at vælge den lettere stang.

Alle tre olympiske vægtstænger tager i øvrigt de samme skiver, så længden er et spørgsmål om plads og om, hvad der passer i dit stativ — ikke om kompatibilitet.

Passer sættet i et stativ eller en bænk?

Det her er en fælde, en bruger beskriver præcist, og den koster en returnering.

Billige sæt har ofte korte stænger. Konsekvensen er, at når stangen lægges i et stativ, ender skiverne dér, hvor stangen skulle ligge — der er simpelthen ikke plads mellem stativets to kroge til de inderste skiver. Rådet er ligetil: mål afstanden mellem de punkter, hvor stangen hviler i stativet, og hold det op mod afstanden mellem stangens inderste låse.

En fuldlængde stang på 220 cm passer i stort set alle stativer. En stang på 120 cm gør det ikke. Skal sættet bruges i et squat rack eller et power rack, er det værd at måle før køb frem for efter. Det samme gælder en træningsbænk med stativ.

Her er standarden fra Track F relevant igen. EN ISO 20957 inddeler udstyr i klasse H til hjemmebrug, klasse S til studio og klasse I til institutions- og centerbrug. Er en bænk mærket med en klasse, ved du, hvilken brug den er prøvet til, og en klasse H-bænk under et sæt på 170 kg er en dårlig kombination. Klassen står sjældent på danske produktsider, men den er noget, du kan spørge om.

Låsene: stjernelås, klemlås og fjederlås

De låse, der følger med et sæt, er ofte det første, folk skifter, og det er værd at vide hvorfor.

• Stjernelåse skrues på med gevind. De sidder godt fast og er svære at få af, hvilket er både fordelen og ulempen. De findes typisk på 25 mm-sæt.
• Fjederlåse klemmes på med to fingre. Hurtige, men de kan glide ved dynamiske løft.
• Klemlåse med en hurtigspænder er standard på olympisk udstyr. Hurtige og sikre, og de findes billigt som eftermontering.

Uanset typen: last altid stangen symmetrisk og sæt låse på begge sider, også når du kun har ét par skiver på. En stang uden lås kan tippe, hvis du selv gør det.

Riflingen bestemmer, om stangen glider

Riflingen er det ruflede mønster i stålet, hvor hænderne ligger, og den er den billigste ting at spare på.

En aggressiv rifling holder også med svedige hænder, men den slider på huden, og til høje gentagelsestal kan den blive ubehagelig. En glat eller næsten glat stang glider i svedige hænder, og det er et sikkerhedsproblem under bænkpres. Billige sæt har ofte enten meget glat eller meget grov rifling, og du kan sjældent se forskellen på et produktfoto.

En kridtet hånd løser det meste, og gribetape eller trækremme løser resten. Men vil du vælge rigtigt fra starten, er rifling værd at spørge til — særligt hvis stangen skal bruges til dødløft, hvor hele belastningen hænger i grebet.

Hvad et varehussæt mangler i forhold til et specialistsæt

Mange køber deres første sæt i et almindeligt varehus, og der er intet forkert i det. Men det er værd at kende de fem steder, prisforskellen ligger, så du kan vurdere, om den betyder noget for dig.

1. Stangens belastningsgrænse. Det er den vigtigste. Varehussæt har typisk lave tal, og de står ikke altid på siden.
2. Om enderne roterer. Sjældent på de billigste. Betyder kun noget for olympiske løft.
3. Skivematerialet. Vinyl med cement frem for støbejern eller gummi. Tykkere pr. kilo.
4. Mindste skive i sættet. Har sættet ingen skiver under 2,5 kg, bliver dine spring 5 kg ad gangen på stangen, og det er meget, når du nærmer dig din grænse. Kig efter 1,25 kg-skiver.
5. Låsetypen og riflingen. De to billigste steder at spare.

Til gengæld er der ingen kvalitetsforskel i selve jernet: en kilo er en kilo, uanset hvor den er købt. Og for en, der skal finde ud af, om barbell-træning overhovedet er noget for hende, er et billigt sæt et fornuftigt valg — så længe du kender de fem punkter, du får mindre af.

Hvor mange kilo skal du starte med?

Regn baglæns fra den øvelse, hvor du er stærkest, frem for fra den, hvor du er svagest.

For de fleste er det squat eller dødløft, og dér kommer man hurtigere op, end man tror. Et sæt på 30 kg med en let stang giver reelt omkring 20 kg skiver at fordele, og det rækker sjældent til squat i mere end nogle måneder. Et sæt på 70 kg rækker for de fleste et par år. Et sæt på 120 kg og op er til dig, der ved du kommer derop, eller som træner sammen med andre.

Vigtigere end det samlede tal er de mindste skiver. Progression sker i spring på to skiver ad gangen, én i hver side. Har du 1,25 kg-skiver, kan du gå 2,5 kg op. Har du kun 5 kg-skiver som mindste, skal du gå 10 kg op, og det er for meget i bænkpres. Kig efter, hvor mange små skiver der er i sættet — det er dér, mange sæt sparer, og det er dét, der begrænser din fremgang først.

Du kan altid købe flere skiver senere, og det er billigere end at købe et nyt sæt. Derfor er hulmålet vigtigere end kilotallet.

Øvelser du kan lave med et vægtstangssæt

Et sæt uden stativ giver færre øvelser, end de fleste regner med, og det er værd at vide før købet.

Uden stativ og bænk: dødløft, bent over row, stående skulderpres, biceps curl, tricepspres, frontsquat fra gulv hvis du kan få stangen op, rumænsk dødløft, shrugs og good mornings.

Med bænk: bænkpres, skråbænkpres, pullover og støttede rovarianter.

Med stativ: squat med stangen på ryggen, som er den øvelse, de fleste vil have, og som kræver, at stangen kan hviles i en højde, du kan komme ind under. Uden stativ skal du løfte stangen op over hovedet og ned på ryggen selv, hvilket begrænser dig til det, du kan presse.

Squat med vægtstang udføres med stangen hvilende på den øverste del af ryggen frem for på nakken, fødderne omkring skulderbredde, og en bevægelse ned indtil hofterne er under knæniveau, hvis din bevægelighed tillader det. Ryggen holdes i sin naturlige krumning hele vejen, og vægten fordeles over midtfoden. Skal du op i tunge vægte, er en instruktør eller en træningskammerat den bedste investering, du kan lave — teknikken er sværere at lære fra tekst end nogen anden øvelse i huset.

Gulvet under sættet

Skiver bliver tabt, også af folk der ikke havde tænkt sig at tabe noget, og et betongulv er hårdt mod støbejern, mens et trægulv er blødt mod alt.

Til lette sæt rækker en tyk træningsmåtte under løfteområdet. Skal du dødløfte tungt eller sætte stangen ned med fart, skal du have et rigtigt fitnessgulv med gummifliser, både for gulvets skyld og for lydens. Bor du i etagebyggeri, er lyden ofte den afgørende faktor, og gummibelagte skiver kombineret med gummifliser er forskellen på at kunne træne om aftenen eller ikke.

Brugt vægtstangssæt

Jern bliver ikke dårligere af at have været brugt, og det er kategoriens bedste sparemulighed. En bruger nævner at have købt 11 kg-skiver for få kroner stykket brugt, og en anden bemærker, at gamle støbejernsskiver holder evigt, medmindre de har stået udenfor.

Det, du skal se efter på en brugt vare: rust i hullet frem for på fladen, da rust i hullet gør skiven svær at få af og på. Om stangen er lige — læg den på gulvet og rul den, en bøjet stang ruller ujævnt. Om riflingen stadig er der. Og hulmålet, som du skal måle frem for at gætte, hvis sælgeren ikke ved det.

Vær opmærksom på, at en brugt stang uden mærkning ikke har nogen kendt belastningsgrænse. Til lettere træning er det uden betydning; skal du løfte tungt, er det en reel usikkerhed.

Hvad "bedste vægtstangssæt" betyder

Der findes ingen uafhængig dansk test af vægtstangssæt — hverken hos Forbrugerrådet Tænk eller andre. Det er også tydeligt på søgeresultatet: hver enkelt side, der rangerer på søgeordet, er en forhandlers kategoriside eller en prissammenligning. Ikke én redaktionel gennemgang.

Derfor er "bedst" i denne kategori et spørgsmål, du selv skal besvare ud fra syv tal, og alle syv er noget, der kan stå på en produktside:

1. Hulmålet — Ø25/28/30 mm eller Ø50 mm
2. Stangens belastningsgrænse i kg
3. Stangens egen vægt i kg
4. Stangens længde i cm, og afstanden mellem de inderste låse hvis den skal i et stativ
5. Grebsdiameteren i mm, som er et andet tal end hulmålet
6. Mindste skive i sættet
7. Skivematerialet

Mangler et af de syv, er det rimeligt at spørge forhandleren. Mangler belastningsgrænsen, bør du ikke lægge tungt på stangen uden at have fået den.

Sådan vælger du

I den rækkefølge beslutningerne bør tages:

1. Skal du lave olympiske løft? Hvis ja, 50 mm, og bumperskiver. Hvis nej, gå videre.
2. Skal de samme skiver bruges til justerbare håndvægte eller små maskintilbehør? Hvis ja, taler det for 25 mm, fordi olympiske skiver ofte er fysisk for store.
3. Hvor tungt regner du med at løfte om to år? Læg en margin til, og hold tallet op mod stangens belastningsgrænse. Det er dét tal, der afgør hulmålet for de fleste.
4. Har du eller får du et stativ? Mål afstanden mellem krogene mod stangens længde.
5. Se på den mindste skive i sættet, ikke kun på totalen.
6. Vælg materiale efter gulv og naboer, ikke efter kilopris alene.
7. Overvej brugt til skiverne og nyt til stangen. Det er den kombination, der giver mest for pengene, fordi skiver ikke slides og stænger gør.

Og en sidste, som er den mest almindelige fortrydelse i kategorien: du udvider hurtigere, end du tror. Vælg hulmålet efter, hvor du vil ende, og kilotallet efter, hvor du er nu.